I det følgende vil jeg fremkomme med nye synspunkter vedrørende stjerners dannelse og udvikling. En logisk følge heraf er en eksplosionsteori for dannelsen af planeter og deres måner. Synspunkterne er i overensstemmelse med og baseret på de konsekvenser, som kan udledes af min 'Holistiske kvantekosmologi med aftagende gravitation'. (se denne). Denne kan give en redegørelse for universets kvantedynamiske udvikling fra det blev født som et kvant med en udstrækning lig med den kosmiske elementarlængde. Denne fødselstilstand kalder jeg for den 'kosmiske embryoton'. Universets kvantedynamiske evolution er styret af et kosmisk evolutionskvantetal, der antog tallet et, da universet blev født. Efterhånden som dette kosmiske evolutionskvantetal tikker op gennem værdierne af naturlige tal, desintegrerer den kosmiske embryoton i flere og flere energi-/stof-kvanter, kaldet unitoner. Unitonerne er universets aktuelt mindste energi-/stof-kvanter – de sande atomer – som alt består af, og som er ansvarlige for alle virkninger i universet. De dannede unitoner spredes ud i et ekspanderende og stadig større eksisterende univers, hvor tyngdekræfterne er stadigt aftagende i områder inden for universet. Unitonerne er også til stede i det, man kalder vakuum, og hele universet kan opfattes som bestående af et ekspanderende 'kosmisk unitonfelt', hvor stof i form af elektroner, protoner, neutroner etc. er lokale unitonkoncentrationer – Bose-Einstein-kondensater. Ifølge min teori udvikler universet sig fra mere koncentrerede tilstande til mindre og mindre koncentrerede tilstande. Ultimativt vil alt i universet, selv elektroner, gå i opløsning og kvante-desintegrere til stadig flere og lettere unitoner, der fordeles så jævnt som muligt. Muligheden for et universelt mortalitetskvantespring (dødsspring) foreligger også. (selv om dette ikke er en direkte konsekvens af mine kvantekosmologiske formler).

I så tilfælde vil universet udvikle sig mod et nedre eksistenskvantetrin, hvorfra de sidste kosmiske kvantespring er til intetheden!

Med en kosmisk opløsning og fordeling som ovenfor beskrevet kan eksempelvis neutronstjerner og mulige 'sorte huller' ikke være slutstadier af stjerner. Bl.a. disse formodede sluttilstande har fået mig til at udvikle nye synspunkter om, hvordan stjerner dannes, er opbygget og udvikler sig. Inden for de seneste år er der også blevet skabt tvivl om de etablerede stjernemodeller, idet disse forudsiger, at der eksisterer stjerner, der er omkring 15 milliarder år gamle, dvs. ældre end selve universet!

Vore observationer og analyser af stjernerne viser, at der eksisterer mange typer, store som små, tunge som lette, lysstærke som lyssvage osv. Et fælles træk er, at de fleste stjerner tilhører en specifik galakse, der er et mere eller mindre afgrænset og roterende energi-/stof-system i universet. En helhedsteori om galakser, stjerner, planeter og deres måner skal kunne besvare bl.a. spørgsmålet: Hvorfor er ikke alle galakser og alle stjerner ens?

Ifølge de traditionelle stjerneteorier dannes en stjerne – som eksempelvis vor sol – ud fra en kæmpe og i starten langsomt roterende partikelstøvsky, der fortrinsvis indeholder hydrogen og helium. Idet skyen trækker sig sammen på grund af tyngdekræfterne, dannes i det centrale område ved stadig kondensation en stjerne, i hvis indre temperaturen stiger til flere millioner grader. Under sammentrækningen af skyen vokser rotationshastigheden som følge af impulsmomentbevarelse, og dette kan bevirke, at den opdeles i flere ringformede stofsystemer. Af disse mener man, at planeter og måner er dannet ved gravitationel kondensation.

I det indre af den dannede stjerne menes der at foregå fusionsprocesser, hvor lettere atomkerner smelter sammen til tungere og tungere kerner op til og med jern og under samtidig frigørelse af kinetisk energi og strålingsenergi. Grundstoffer tungere end jern i eksempelvis Solen og planeterne menes ikke at stamme fra kerneprocesser i Solen, men derimod at være eksplosionsudslynget stof fra en tidligere supernovaeksplosion i nærheden af solsystemet. Denne supernovaeksplosion skulle også have bevirket en trykbølge, der startede sammenpresningen af den præplanetariske stofsky. (Dette er en typisk ad hoc-antagelse, der nok kan give tvivl om de benyttede stjernemodeller).

Så længe de indre kernereaktioner foregår, kan der opretholdes et udadrettet tryk, der modvirker de indadrettede tyngdekræfter, og stjernen kan eksistere i en relativt stabil tilstand. Efterhånden som kernereaktionerne hører op, får tyngdekræfterne overtaget, og på et vist tidspunkt vil stjernen falde sammen og forårsage en eksplosion. Afhængig af den oprindelige stjernes masse vil en given stjerne – ifølge de accepterede teorier – ende som enten en hvid dværgstjerne, en neutronstjerne, også kaldet en pulsar, eller måske et såkaldt sort hul. En eventuel videre udvikling af disse såkaldte sluttilstande haves ikke i den etablerede traditionelle astronomi.

Under studier af radiostråling fra kvasarer opdagede Jocelyn Bell i 1967 nogle meget regelmæssige radiopulser, der blev udsendt fra et bestemt sted i stjernebilledet Vulpecula. (Jocelyn Bell studerede på Cambridge Universitetet under Anthony Hewish, der i 1974 modtog nobelprisen for opdagelsen, men uden Jocelyn Bell). Objekterne, der udsendte de meget regelmæssige radiopulser, blev i løbet af de næstfølgende år identificeret som værende hurtigt roterende neutronkugler med diametre af størrelsesordenen 10 km - 20 km. Det først opdagede objekt havde en pulsationsperiode på omkring 1,3 sekunder og blev navngivet CP 1919. Efter opdagelsen blev flere spørgsmål stillet, bl.a.:

1. Hvorfra stammer disse supertætte objekter? Hvordan er de dannet?
2. Hvilke fysiske processer er ansvarlige for de meget regelmæssige radiopulser?
3. Hvordan er den detaljerede opbygning af objekterne?
4. Sker der ændringer med pulsationsperioden og energiudstrålingen? Og i bekræftende fald, hvad er årsagen hertil?

Efter at neutronen var blevet opdaget af den engelske fysiker James Chadwick (1891-1974) i 1932, foreslog Fritz Zwicky (1898-1974) og Walter Baade (1893-1960) i en artikel i 1934 '…med al muligt forbehold...', at der som et resultat af en supernovaeksplosion kunne dannes et supertæt objekt, der mindede om en kæmpe atomkerne, der fortrinsvis bestod af neutroner. Betegnelsen supernova blev indført i 1931 af Zwicky under en forelæsning om novaer på Caltech. Betegnelsen skulle dække over en speciel type stjerneeksplosioner, som astronomer gennem årtier havde observeret, og som lyste klarere og længere end novaer. Den teoretiske eksistensmulighed af kompakte objekter bestående af fortrinsvis neutroner blev beregnet af Georg Gamow (1904-1968) i 1937 og Robert Oppenheimer (1904-1967) i 1939. Spørgsmålet om hvilke fysiske processer, der er i stand til at udsende så regelmæssige radiopulser, var og er stadig vigtigt at få besvaret.

Der foreligger flere muligheder, bl.a. disse:

• Systemet pulserer, dvs. udvider sig og trækker sig sammen, med en meget regelmæssig frekvens.

• Systemet består af flere komponenter, eksempelvis to komponenter i rotation omkring hinanden, der regelmæssigt skygger for hinanden.

• Systemet har en meget hurtig egenrotation.

De fleste observationsdata menes at blive forklaret bedst ved den tredje mulighed, dvs. ved en hurtig egenrotation. Omkring det roterende neutronobjekt er der et meget stærkt magnetfelt. I dette kan elektrisk ladede partikler accelerere med bl.a. radiostråling til følge. Hvis radiostrålingen udsendes langs en magnetisk akse forskellig fra rotationsaksen, vil dette kunne forklare de af os observerede regelmæssige pulser.

Spørgmålet om, hvordan disse neutron-kugler er dannet, er af kosmologisk interesse. Om de kan dannes ved en supernovaeksplosion, vil jeg være tvivlende overfor. Derimod hælder jeg meget til den formodning, at disse hurtigt roterende makro-neutronkugler allerede er til stede i de centrale dele af alle almindelige stjerner, såsom vor sol. Denne antagelse danner grundlaget for min stjernemodel, der behandles i et følgende afsnit. Nyere forskning viser, at neutronstjernerne ikke er passive objekter, men derimod aktive systemer med en indviklet struktur, der endnu ikke er kendt i detaljer. Meget tyder således på, at de ikke er ultimative slutstadier, men derimod meget vel kan være for- og mellemstadier ved dannelsen af nye lysopblussende stjerner.

Enhver korrekt teori må naturligvis være i overensstemmelse med virkeligheden, dvs. med de observationer og eksperimenter, vi som iagttagere foretager. Vi observerer, at der er mange forskellige typer af stjerner, nogle store og lysstærke, andre små og lyssvage. Nogle menes at have en høj alder, andre en lavere alder, idet denne er målt ud fra det tidspunkt, hvor stjernen går ind i en længerevarende stabil og energi- og grundstofproducerende tilstand. Hvordan kan disse forskellige stjernetyper forklares?

I det følgende opstiller jeg en ny teori for stjerners dannelse, opbygning og procesforhold. Fundamentalt betragtet er den helt modsat de kondensationsteorier, man arbejder med i den traditionelle astronomi. Teorien bygger på eksistensen af superkerner, dvs. kerner med høje og uhyre høje nukleontal, hvor nukleontallet angiver summen af protoner og neutroner. Vi er vidende om eksistensen af naturlige grundstofatomer op til og med atomnummer 92, dvs. Uran. Dennes kerne er dog ustabil og nedbrydes ved udsendelse af en alfapartikel. I laboratoriet har man fremstillet grundstoffer op til atomnummer 114. Disse er dog ustabile og har meget korte levetider. Kernefysikere har en delvist teoretisk formodning om, at kerner med endnu højere nukleontal kan være mere stabile. At der andre steder i universet – eksempelvis i det indre af solen og andre stjerner – og under bestemte forhold eksisterer superkerner, forekommer meget sandsynligt. Superkernerne vil under givne forhold nedbrydes til alle de kendte grundstoffer, idet lettere kernetyper og højenergetiske gammakvanter udsendes fra superkernerne analogt til udsendelse af alfapartikler, betapartikler og gammakvanter fra kendte radioaktive kerner. Eksistensen af superkerner vil opfylde det hul, der er mellem de kendte grundstoffer og neutron-'stjernerne', der som tidligere nævnt kan opfattes som uhyre store atomkerner.

Lad os tage udgangspunkt i det tidlige univers, hvor gravitationen var meget højere end i vor epoke, og hvor denne aftog meget hurtigt. I en bestemt tidlig epoke af universets kvanteudvikling dannedes et uhyre stort antal meget tunge og hurtigt roterende neutronkugler, der i grupper kommer til at tilhøre et kommende galaktisk system. Af disse roterende neutronkugler antager jeg, at de første stjerner blev udviklet.. Som det vil fremgå af næste afsnit, vil der omkring den centrale roterende neutronkugle udvikles en lagdelt struktur, hvori der foregår energifrigørende og grundstofdannende processer. Så længe der er balance mellem de udadrettede partikel- og strålingskræfter og de indadrettede tyngdekræfter, vil systemet være i en stabil tilstand. Denne stabile tilstand er identisk med en energiudstrålende normalstjerne. Hvis de energifrigørende processer forårsager et større udadrettet tryk end de indadrettede tyngdekræfter, da vil de ydre lag eksplodere af, med det resultat at den 'nøgne' centrale neutronkugle kommer til syne. Noget tilsvarende vil ske, hvis de energifrigørende udadrettede kræfter bliver for små i forhold til tyngdekræfterne. I dette tilfælde vil der ske et gravitationelt stofsammenfald, dog efterfulgt af en eksplosion. Eksplosionsfænomenerne observerer vi som novaer, supernovaer og hypernovaer. De blottede neutronkugler er identiske med de kendte pulsarer, der netop er hurtigt roterende neutronsystemer, også kaldet neutronstjerner.

Hvis der omkring de hurtigt roterende neutronstjerner eksisterer et uhyre stort magnetfelt, kaldes de magnetarer.

I den etablerede astronomi antages en neutronstjerne at være slutstadiet for en tung stjerne. Dette er ikke tilfældet i min evolutionsteori, idet det må formodes, at der langsomt gennem millioner eller milliarder af år gendannes en ny neutronatmosfære, hvori der igen foregår energiproducerende og grundstofdannende processer. En ny, men noget anderledes opbygget stjerne er født! Efter en længere – millioner eller milliarder år – stabil periode vil der igen indtræffe en eksplosion, der blotter en nu mindre central neutronkugle. Denne er så fostertilstand for en ny stjerne osv. En række af sådanne genfødsler giver forskelligt udstrålende stjerner. Dette kan forklare det faktum, at der eksisterer forskellige stjernetyper. Ved en ultimativt sidste eksplosion vil stjernestoffet blive spredt ud i det omgivende rum.

Som det kan forstås, er pulsarerne – ifølge den her fremlagte teori – ikke sluttilstande af stjerner, men derimod begyndelses- og mellemstadier af nye stjerner!

I det følgende beskrives en ny model af Solen og andre lignende stjerner. Lad os, som eksempel, betragte Solens opbygning og de processer, der foregår i den.

Generelt betragtet har Solen en lagdelt struktur og funktion. Den centrale del består af en relativt lille roterende neutronkugle, der næsten udelukkende består af neutroner. Denne roterende neutronkugle er kilden til solens primære magnetfelt. Omkring neutronkuglen eksisterer en zone af superkerner med forskellige, meget høje nukleontal. Disse superkerner er »fordampet« fra neutronkuglens overflade, hjulpet af sted af det stærke magnetfelt og evt. af den kvantemekaniske tunneleffekt. I mere fri tilstand er disse superkerner ustabile, og de vil derfor ved forskellige reaktionstyper desintegrere til kerner med lavere nukleontal. Superkernernes stabilitetsforhold afhænger også af gravitations-'konstantens' aktuelle værdi og ligeledes af, hvor hurtigt denne aftager. I tidligere epoker af universet var tyngdekræfterne meget større. Da universet blev født, var Newtons gravitations-'konstant' omkring 10⁴² gange større end i vor epoke, og i det tidligste univers aftog gravitationskræfterne uhyre hurtigt.

I superkernezonen foregår der henfald af superkerner ved spontan og induceret fission, og ligeledes foregår henfald, hvor der udsendes alfa-, beta-, gamma- og delta-partikler. Med delta-partikler betegnes under ét andre udsendte partikler end alfa, beta og gamma. Eksempelvis kan der være tale om emission af carbonkerner, oxygenkerner, siliciumkerner, svovlkerner og andre lettere atomkerner. Ved desintegrationsprocesserne frigøres der energi, der viser sig i form af kinetisk energi og strålingsenergi. Partikeltrykket og strålingstrykket bevirker en »oppustning« af stofsystemet. En aktiv stjerne er under dannelse! Disse processer er energiproducerende, og samtidig dannes de tungere grundstoffer ned til jern, der er den mest stabile kerne, vi har kendskab til. De neutroner og alfa-partikler, der frigøres, og de lettere grundstofkerner, der dannes ved superkernernes desintegration og efterfølgende henfald, blæses af strålingstrykket og partikeltrykket udad i solen. Neutronerne omdannes til protoner, elektroner og antineutrinoer, hvorfra der kan dannes hydrogenatomer. Alfapartikler danner heliumatomer. I superkernezonen bliver hyppigheden af specielt jern større og større, efterhånden som desintegrationen af superkernerne skrider frem. Hydrogen, helium og nogle af de lettere og tungere grundstoffer »placerer« sig i to zoner omkring og uden for superkernezonen. I den inderste hydrogen-heliumzone, hvor temperatur og tryk er høje, foregår der fusionsprocesser under frigørelse af energi og dannelse af de lettere grundstoffer. Den yderste hydrogen-heliumzone er identisk med de yderste dele af solen og består, som spektralanalyser viser, af hydrogen, helium og lettere grundstoffer, heri iblandet tungere grundstoffer.

Med hensyn til den mulige eksistens af superkerner, så er kondensationen af et mangepartikelsystem allerede teoretisk forudsagt af Einstein og Bose for over 70 år siden, og i 1995 lykkedes det for første gang at skabe et sådant Bose-Einstein-kondensat.

Den zoneopdelte stjernestruktur og de forskellige processer kan resumeres på følgende måde :

Inderst: Roterende neutron-kugle:

En relativt hurtigt roterende neutronkugle, der er kilde til stjernens primære magnetfelt.

Den er også kilde til de superkerner, der blæses ud fra overfladen.

Dernæst følger: Superkernezonen - desintegrations-zonen:

En zone bestående af superkerner, der desintegrerer og henfalder under energifrigørelse og samtidig dannelse af tungere grundstoffer ned til jern. Fra superkernerne kan der også udsendes lettere kerner.

Så følger: Jernzonen

En zone med relativt stor hyppighed af jern, og hvor der er balance mellem fissionsprocesser og fusionsprocesser.

Dernæst følger: H-He-zone 1 - fusions-zonen:

En zone bestående primært af hydrogen og helium, og hvor der forløber fusionsprocesser under energifrigørelse og dannelse af lettere grundstoffer.

Og yderst haves: H-He-zone 2 - fusionsfri zone:

En zone bestående af hydrogen, helium og lettere grundstoffer, iblandet tungere grundstoffer.

Den yderste zone kender vi ganske godt gennem studier af spektre. Derimod er informationer fra de andre zoner for nuværende vanskelige at analysere. Studier af neutrinoflux, magnetfelter og helioseismologi kan måske be- eller afkræfte den her opstillede model. Teorien kan måske også bekræftes således: Den centrale, roterende neutronkugle med et stærkt magnetfelt vil give anledning til udstråling af pulsarlignende radiobølger udsendt i en kegle langs med den magnetiske akse. Denne radiostråling vil dog blive forvrænget på sin vej ud igennem solens sekundære magnetfelt, der er dannet af elektrisk ladede partiklers bevægelse.

Hvis den foreslåede teori for energiproduktion og grundstofdannelse i solen skal bekræftes, skal man også måle på den neutrinoflux, der forlader solen. Dette er også gjort, men med det resultat, at man kun har registreret omkring 1/3 af de neutrinoer, man forventede at registrere ifølge beregninger baseret på en ren fusionsmodel. Dette er en stor gåde, så måske er løsningen den ovenstående beskrevne model. Da man ikke kender de helt specifikke reaktioner for superkernernes desintegration, er det endnu ikke muligt at beregne den emitterede neutrinoflux.

Den her fremlagte teori er mere i overensstemmelse med entropiloven, der dikterer, at et system skal søge imod en tilstand med større energi-/stof-fordeling. Fusionsprocesser, der resulterer i mere strukturerede systemer, strider faktisk imod entropiloven. Lokalt og midlertidigt kan entropien dog sænkes og holdes konstant, selv om den totalt betragtet altid vil stige. Man må formode, at naturen altid vælger de simpleste og mest direkte processer.

'Vogtet og dikteret' af entropiloven ender hele universet som en suppe af passive kvanter, hvis det da ikke springer mod intetheden.

I det følgende gives en beskrivelse af, hvordan vort solsystems planeter og måner er dannet. De primære dannelsesmekanismer formodes at være eksplosionsprocesser helt modsat de gængse teoriers antagelser, hvor det menes, at solsystemet og dets planeter er dannet ved gravitationel sammentrækning.

Det stof, som planeterne og deres måner består af, er eksplosionsudslynget af en hurtigt roterende og allerede aktiv præ-sol, hvor grundstofdannelsen og den ledsagende energifrigørelse er godt i gang.

Forstavelsen 'præ' skal hentyde til, at Solen eller et andet system ikke er kommet ind i en længere stabil fase.

Det præplanetariske stof er 'rotations'-udslynget ved en to-trins eksplosivmekanisme.

De yderste planeter med mindst massefylde og bestående af de letteste grundstoffer er dannet først og har fået tildelt et stort samlet impulsmoment i form af baneimpulsmomenter og egenrotations-impulsmomenter. De inderste planeter med størst massefylde og bestående af de tungeste grundstoffer er blevet dannet sidst og har fået tildelt et mindre samlet impulsmoment. De yderste planeter Neptun, Uranus og Jupiter er således de ældste, og de inderste Mars, Jorden, Venus og Merkur de yngste.

Lad os først betragte dannelsen af de yderste planeter. På et eller andet tidspunkt er der indtruffet en ustabilitet i den aktive præsol med det resultat, at en eksplosionsproces er startet. De yderste stoflag af præsolen med stor hyppighed af hydrogen og helium er herved blevet slynget ud i rummet. På grund af præsolens hurtige rotation er dette præplanetariske stof fortrinsvis blevet fordelt som en 'stofskive' i dennes ækvatorplan. På grund af præsolens gravitationelle træk er stoffet blevet trukket mod denne. Dette har bevirket, at den oprindelige stofskive er blevet opdelt i flere adskilte ringsystemer med mest stof i den nærmest præsolen. I tidens løb er de forskellige stofringe blevet kondenseret til de kendte ydre planeter, Jupiter, Saturn, Uranus og Neptun. (Pluto er sandsynligvis en klode der har 'forvildet' sig ud i det ydre solsystem). At de yderste planeter fortrinsvis består af de letteste grundstoffer, er blevet bekræftet ved mange forskellige analyser.

Efter soleksplosionen faldt det udadrettede strålings- og partikeltryk. Dette forårsagede en gravitationel sammentrækning af de yderste stoflag, hvor hyppigheden af tungere grundstoffer, specielt jern, var blevet væsentligt forøget. Ved en efterfølgende anden eksplosion blev stof righoldigt på tungere grundstoffer, specielt jern, udslynget. Af dette stof er de indre planeter Merkur, Venus, Jorden og asteroiderne dannet. Men af dette stof består også de måner og stofringe, der er indfanget og kredser om de ydre planeter. Hermed er således forklaret, hvorfor de ydre planeters måner også består af 'jordlignende' stoffer og ikke nødvendigvis af de stoffer, som deres 'centralplanet' består af!

Stoffet, der roterede mellem Solen og Jupiter, blev udsat for to gravitationelle træk. Et, der prøver at trække stoffet mod Solen, og et, der trækker det mod Jupiter. Denne totrækseffekt havde to virkninger: 1) At stofskiven blev trukket ud således, at de områder, der var tættest på solen og Jupiter, blev 'fladest', mens området i midten blev 'tykkest'. 2) At den blev delt op i et antal roterende stofringe, fem, seks eller måske flere. De mindste planeter, Merkur og Venus, er dannet nærmest Solen, og de indeholder de tungeste grundstoffer, specielt jern. At Merkur næsten er en stor jernkugle, der bevæger sig omkring Solen, er således fuldt forståeligt. Jorden er dannet af den 'tykkeste' ring. Af stofringene nærmere Jupiter blev Mars og asteroiderne dannet. Stofringen nærmest Jupiter har ikke kunnet kondensere sig til en planet på grund af Jupiters store tyngdekraft. Noget tilsvarende gælder også for en eventuel stofring mellem Solen og Merkur. Et stort antal mindre og større stofklumper eksisterer sandsynligvis i banebevægelse inden for Merkurs bane. På grund af det stærke sollys er de yderst vanskelige at observere. Eksistensen af disse stofklumper vil kunne forklare en del eller hele den observerede Merkurperihelanomali, dvs. den uoverensstemmelse, der er mellem Merkurs observerede periheldrejning og den, der teoretisk beregnes ved hjælp af den newtonske gravitationsmekanik. Den observerede forskel er omkring 43 buesekunder pr. hundrede år. Hvis der eksisterer en rimeligt stor og ukendt masse inden for Merkurs bane, vil Einsteins gravitationsteori give en forkert beregnet talværdi for periheldrejningen, og dette vil betyde teoriens fald!

De foregående teoriovervejelser vedrørende planetdannelse omkring allerede aktive præstjerner støttes af nye observationer, der viser, at der omkring flere stjerner eksisterer roterende og skiveformede stofsystemer. En opdagelse foretaget med radioteleskoper i New Mexico og Californien blev givet i en pressemeddelelse fra National Radio Astronomy Observatory, Socorro, New Mexico, USA, den 8. januar 1999. (Se: http://www.nrao.edu) Det drejer sig om en kæmpestor roterende stofskive omkring en massiv central-'stjerne'. Det opdagede system betegnes G192.16-3.82 og befinder sig i stjernebilledet Orion.

Centralstjernen, der menes at være under dannelse, er omkring seks til ti gange mere massiv end Solen og den roterende stofskive, menes at indeholde omkring tyve gange mere masse end Solen. Udstrækningen af stofskiven er mere end 500 gange afstanden Jorden – Solen. Det er observeret, at der udslynges store stofmængder fra centralområdet. Fænomenet har overrasket astronomer, idet det er i modstrid med de etablerede teorier om stjerne - og planetdannelse, hvor primærprocesserne antages at være gravitationel sammentrækning af store partikelskyer. Opdagelserne er derimod at forvente ifølge min eksplosionsteori, der også kan forklare at eksplosionsenergien kommer fra desintegration af superkerner, dvs. kernesystemer med meget høje nukleontal.

I de senere år er der med bl.a. Hubble Rumteleskopet opdaget flere stjerner, hvoromkring der roterer kæmpe stofskiver. Disse kan udvikle sig til planeter. Ligeledes har man observeret mange objekter, hvorfra der med kolossale hastigheder eksplosivt er udslynget stof, såkaldte 'jets'.

At mange af universets stofobjekter primært er dannet som et resultat af kosmiske eksplosioner og i mindre grad ved stofkondensation, viser flere og flere observationer.

© Louis Nielsen januar 1999

E-mail: louis44nielsen@gmail.com

Næste artikel