Af Louis Nielsen, Herlufsholm
En kosmologisk opdagelse i 1998, der af det amerikanske tidsskrift Science er betegnet som "Breakthrough of the Year" (Science, December 18, 1998), er opdagelsen af, at universet tilsyneladende har en accelereret udvidelse. Scientific American betegner i sit januarnummer 1999 opdagelsen som en kosmologisk revolution. Opdagelsen betyder bl.a., at universet vil fortsætte sin udvidelse og ikke som mange kosmologiske modeller formoder vende sin udvikling til en sammentrækning. Beregningerne er bl.a. baseret på spektralanalyser og lysstyrkemålinger af fjerne supernovaer af typen Ia. Referencer: cfa-www.harvard.edu/cfa/oir/Research/supernova/HighZ.html og www-supernova.lbl.gov Konklusionen fra de respektive forskerteams er, at supernovaer, der tilhører fjerne galakser befinder sig i afstande der er større end, hvad man skulle forvente ifølge de gængse kosmologiske modeller. Dette må betyde, at de pågældende galakser har bevæget sig hurtigere end forventet og dermed haft en større acceleration, end hvad man hidtil har ment ifølge modellerne. For at redde de traditionelle kosmologiske modeller er man allerede begyndt at indføre 'lappeløsninger' ved hjælp af nye og gamle effekter, såsom 'mørk energi' og en genindførsel af den 'kosmologiske konstant' i Einsteins generelle feltligninger, osv. Opdagelsen af, at fjerne galakser bevæger sig med en større hastighed end, hvad man forventede ifølge de traditionelle kosmologiske teorier, er en støtte til min kvanteteori om universet, der er baseret på kvantisering af afstand, tidsinterval og masse. Min teori kan forklare de nye observationer om universets udvidelse. En konsekvens af min 'Holistiske kvantekosmologi med aftagende gravitation' (se denne) er et accelereret univers, der er forårsaget af en ikke lineær aftagen af tyngdekræfterne i universet. På grund af en stadig kvantiseret aftagen af gravitationskræfterne vil der for to graviterende massesystemer eksempelvis to galakser gælde, at afstanden mellem dem forøges, efterhånden som universet bliver ældre. Da den relative formindskelse af Newtons gravitations-'konstant' G ikke foregår lineært, gælder dette ej heller afstandsforøgelsen mellem to betragtede massersystemer. Da vor viden om objekters fysiske forhold i universet fortrinsvis fås ved analyse af det lys, som objekterne udsender, må man også tage hensyn til de gravitationelle forhold, hvorunder det blev udsendt. Eksempelvis afhænger den gravitationelle bølgelængdeforskydning af gravitationsfeltets størrelse i det område, hvorfra lys udsendes.
Hubble-relationen og uenigheden om Hubble-konstantens talværdi (1) Hubble-relationen er opkaldt efter Edwin Powell Hubble (1889-1953). Han opdagede i 1929, at der for de fleste galaksers stjerner er en systematisk forskydning af de forskellige lysfarvers bølgelængder mod den røde del af stjernernes spektre, dvs. mod større bølgelængder. Hubble opdagede, at den relative bølgelængdeforskydning er ligefrem proportional med afstanden d mellem lyskilde og observatør. Opdagelsen blev hurtigt fortolket som en Doppler-effekt (opdaget 1842 af Christian Doppler (1803-1853)) forårsaget af den relative hastighed mellem lyskilde og observatør. At bølgelængderne er forskudt mod den røde del af spektret viser, at de lysgivende objekter er på vej væk fra os som observatører, og dette fortolkes som en stadig udvidelse af universet. Den klassisk-mekaniske Doppler-formel kan skrives: (2) hvor og c0 er lyshastigheden, den målte laboratoriebølgelængde af en bestemt spektrallinie, og forskellen mellem en målt bølgelængde og laboratoriebølgelængden. For større hastigheder (ca. 1% af lyshastigheden) skal benyttes den relativistiske Doppler-formel givet ved: (3)
Ved måling af den relative bølgelængdeforskydning z af en bestemt spektrallinie dannet af
lyset fra en stjerne i en galakse kan man ved benyttelse af (3) eller (2) og (1) bestemme
afstanden d til en galakse under forudsætning af, at man kender talværdien af H.
Hubble-konstantens talværdi er der stor uenighed om, som det vil fremgå af det følgende. Der har været og er stadig stor uenighed om talværdien af Hubble-konstanten H. Forskellige forskergrupper har opnået følgende forskellige talværdier af H:
H1 = 83±13 km/s/Mpc = (2.68±0.42)·10-18 s-1 , (Madore. Science, vol. 255, p. 405, (1992))
Den mest citerede talværdi for Hubble-konstanten er H = 80±17 km/s/Mpc.
Radialhastigheder beregnet ved hjælp af henholdsvis Hubble-relationen og min
ekspansionsformel (4)
er lig med den relative afledede med hensyn
til tiden og afhænger af en aktuel alder
T af universet. (· betegner den første afledede med hensyn til tiden). vr er
øjebliksværdien af en
lyskildes relative radiale hastighed i forhold til en observatør, da lyset blev udsendt fra
lyskilden og svarende til en retarderet universalder T1, der er mindre end den nuværende
alder af universet. d er den afstand, som lyset tilbagelægger i tidsintervallet fra det blev
udsendt til det modtages af eksempelvis os som observatører. (5) For at kunne beregne radialhastigheden efter min formel (4) skal vi først have beregnet talværdien af , da universet var T1 år gammelt. Vi får: (6) Vi kan nu beregne radialhastigheden efter min ekspansionsformel (4). Vi får: (7) Den relative procentuelle forskel mellem talværdierne i (5) og (7) er omkring 14%, dvs. min beregnede værdi er omkring 14% større end, hvad man skulle forvente ved benyttelse af Hubble-relationen. Hvis man benytter H1 i Hubble-relationen, får man en relativ procentuel forskel på omkring 10%, og hvis H2 benyttes, da fås omkring 12%.
Konklusion Louis Nielsen, januar 1999
|