En helhedsteori om universet

Den danske fysiker Louis Nielsen har gennem kvantisering af rum, tid og masse opdaget nogle formelmæssige sammenhænge mellem mikrokosmos og makrokosmos. Opdagelsen – der giver mulighed for en kvanteteori om universet – viser en sammenhæng mellem kosmologiske størrelser, såsom universets samlede energi-/stofmasse, dets aktuelle udstrækning, lysets hastighed og gravitations’konstanten’ og atomfysiske størrelser, såsom Plancks konstant, elektronens masse og dens elektriske ladning. Hele teorien er baseret på eksistensen af en fysisk mindste afstand – elementarlængden – af størrelsen r0 = 1,4·10-102 m, et fysisk mindste tidsinterval – elementartiden – af størrelsen t0= 4,7·10-111 s og en variabel aktuel mindste fysisk masse – elementarmassen – med en nuværende størrelse på mu = 2,2·10-68 kg. Denne mindste masse repræsenterer den mindste energi-/stofportion i det aktuelle univers og har af Louis Nielsen fået navnet en uniton. Fysiske længder, tidsintervaller og masser er lig med et naturligt tal gange de respektive elementarstørrelser. Da universet blev ’født’ inden for det første kosmiske kvantetidsinterval for omkring 11 milliarder år siden, havde det en udstrækning lig med elementarlængden, og det bestod kun af et kvant, kaldet den kosmiske embryoton. Universets udvikling ’styres’ af et kosmisk evolutionskvantetal N³ der ’tikker’ op igennem naturlige tal.   N er lig med det aktuelle brøkforhold mellem størrelsen af de elektrostatiske kræfter og de gravitostatiske kræfter mellem to elektroner. I vor epoke er N = 4,17·1042. Universet blev ’født’, da N antog tallet 1. Efterhånden som det kosmiske evolutionskvantetal antog større og større talværdier, opdeltes den oprindelige kosmiske embryoton i et antal elementarkvanter – unitoner – lig med talværdien af det kosmiske evolutionskvantetal. Disse flere og flere unitoner med mindre og mindre masser spredes ud i et stadigt voksende univers. En konsekvens af, at N tallet vokser, er en stadigt aftagende tyngdekraft i universet. Da universet blev ’født’, var tyngdekræfterne N gange større end i vor epoke. Universets nuværende udstrækning viser sig at være N³ = 7,2·10127 gange elementarlængden, svarende til en udstrækning på 1026 meter. Tallet 7,2·10127 er også lig med antallet af unitoner i det nuværende univers, hvilket giver en samlet masse af universet på 1,6·1060 kg. Da dette uhyre antal unitoner ikke alle er ’bundet’ i det vi kalder stof, må de fleste unitoner befinde sig i det, man kalder vacuum. Teorien forudsiger dermed eksistensen af en ’kvanteæter’ bestående af unitoner og kaldet det kosmiske unitonfelt. Som en logisk følge af sin universteori opstiller Louis Nielsen en unitondynamisk og kosmisk afhængig model af elektronen. Louis Nielsen giver en unitonstød-mekanisk forklaring af både tyngdekræfterne og de elektriske kræfter mellem to elektroner, hvor de sidstnævnte kræfter viser sig at være af samme grundlæggende natur som tyngdekræfterne, dog med en styrke, der er N gange større. Louis Nielsen giver en unitonstød-mekanisk forklaring af, hvorfor legemer med forskellige masser – i et lufttomt rum – falder med samme acceleration i nærheden af eksempelvis Jorden, en eksperimentel erkendelse der blev påvist ved Galileis berømte faldforsøg, men som har været vanskelig at forklare teoretisk. Sammenhængen mellem tyngdekræfter og elektriske kræfter er en konsekvens af Louis Nielsens opdagelse af endnu en formelsammenhæng mellem mikrokosmos og makrokosmos, nemlig den, at brøkforholdet mellem massedensiteten (eller unitontætheden) i en elektron og den gennemsnitlige massedensitet (eller unitontæthed) i universet er lig med tallet N. Som en konsekvens af de opdagede formelsammenhænge udledes formler, der sætter os i stand til at beregne universets samlede masse, dets aktuelle udstrækning og alder ved hjælp af lokalt målte atomfysiske størrelser! En ny teori for stjerners opbygning og dannelsen af grundstoffer og energifrigørelse i stjernerne er baseret på eksistensen af superkerner, dvs. kerner med uhyre høje nukleontal. Disse superkerner findes i det indre af stjernerne og desintegrerer til alle de kendte grundstoffer under frigørelse af energi. En ny eksplosionsteori for dannelsen af vort planetsystem er en logisk følge af Louis Nielsens stjerneteori. Som en erstatning af Einsteins tyngdeteori og en udvidelse af Newtons tyngdelov viser Louis Nielsen, at der omkring graviterende masser i relativ bevægelse eksisterer to tyngdekraftfelter, og at disse tyngdefelter tilfredsstiller ligninger, der er matematisk analoge med de maxwellske ligninger, som også elektromagnetiske felter adlyder. Foruden det kendte newtontyngdefelt eksisterer der et ’rotationsfelt’ omkring graviterende masser, der er i relativ bevægelse. Dette ’rotationsfelt’, der svarer til magnetfeltet omkring en elektrisk ladet partikel, der bevæger sig, er i vor epoke yderst svagt og derfor vanskeligt at påvise med den til rådighed stående måleteknik. ’Rotationsfeltet’ har i tidligere epoker været større, og det kan give en fysisk forklaring af eksempelvis galaksers spiralstruktur. Louis Nielsen afklarer og viser, hvilken rolle de såkaldte planckstørrelser har i hans holistiske kvantekosmologi: Det vises, at da universet var plancktiden gammelt, 1,4·10-43 sekunder, og havde en udstrækning lig med plancklængden på 4,1·10-35 meter, da bestod det af 2,9·1067 elementarkvanter – unitoner –, hver med en masse lig med den såkaldte planckmasse på 5,5·10-8 kilogram. En naturlig forklaring af specielt den relativt store talværdi af planckmassen gives således i Louis Nielsens holistiske kvantekosmologi! Universets plancktilstand er således blot en bestemt tilstand i universets kvanteudvikling. De mest fundamentale fysiske størrelser er:   elementarlængden, elementartiden og universets totale masse! Louis Nielsen viser, at de kvantefysiske elementarstørrelser – elementarlængden, elementartiden og elementarmassen – en unitons aktuelle masse – repræsenterer et absolut og kosmologisk enhedssystem, der er uafhængigt af specifikke lokalsystemer. Louis Nielsen har indført følgende betegnelser for de kosmologiske kvanteenheder: 1) Elementarlængden definerer den fysiske afstandsenhed: 1 spaton 2) Elementartiden definerer den fysiske tidsenhed: 1 tempon 3) Elementarmassen definerer den fysiske masseenhed: 1 masson Angivet i disse universelle måleenheder gælder følgende for universets totale masse, dets udstrækning og alder: Universets nuværende totale masse er lig med: 7,2·10127 massoner Universets nuværende udstrækning er lig med: 7,2·10127 spatoner Universets nuværende alder er lig med: 7,2·10127 temponer Antallet af unitoner i det nuværende univers: 7,2·10127 Der gælder altså, at talværdierne for universets masse, udstrækning og alder er ens og lig med den aktuelle talværdi af det kosmiske evolutionskvantetal N3. Talværdien af andre fysiske størrelser vises også ’at tikke af sted’ sammen med det kosmiske evolutionskvantetal, når de angives i de kosmologiske kvanteenheder!! Da universet blev ’født’ inden for det første kosmiske kvantetidsinterval, var talværdierne af de ovenfor angivne størrelser alle lig med tallet 1 ! I de af os mennesker indførte praktiske måleenheder, meter, sekund og kilogram gælder: Universets nuværende masse: 1,6·1060 kilogram Universets nuværende udstrækning: 1·1026 meter Universets nuværende alder: 3,3·1017 sekund Antaller af unitoner i det nuværende univers: 7,2·10127 Det ses, at de kosmologiske kvanteenheder er meget mere systematiske og fundamentale. Med sin uniton-mekaniske teori giver Louis Nielsen en fysisk-mekanisk forklaring af den berømte formel E = m·c², idet han viser, at m·c², hvor m er massen og c lysets hastighed, er et udtryk for den totale kinetiske energi af de unitoner, som en bestemt stofportion består af. At et 'stofsystem' uanset dets ydre kemiske fremtrædelsesform indeholder en total indre energi, der er bestemt ved dets totale masse og dermed det totale antal unitoner, som det består af, er hermed ganske forståeligt! Se også engelsk resumé Gå til: hovedsiden