Louis NielsenHolistisk kvantekosmologimedaftagende gravitation2. delNy teori om universetConditio embryonis omnia determinatAfhandling© Copyright 1996 Louis Nielsen2. delFysiske konsekvenser af en aftagende gravitationAf Louis Nielsen
Da der virker en tiltrækkende tyngdekraft mellem alle massedele i universet, vil en
stadigt aftagende gravitation
bevirke en stadigt større og større afstand mellem disse. Konsekvensen er, at
alt udvider sig!
Alt ekspanderer som følge af en aftagende gravitationI det følgende vil vi udlede en formel, der giver en sammenhæng mellem den rumlige ekspansion af et graviterende system og den relative aftagen af gravitations-»konstanten«. Formlen kan vi kalde den generelle ekspansionsformel.Lad os betragte en partikel med den gravitationelle masse m1, der bevæger sig i en cirkelbane - der vil ekspandere - omkring en anden graviterende partikel med massen m2. Bevægelsen af m1 er bestemt ved Newtons 2. lov og gravitationsloven med den til enhver tid gældende talværdi af gravitations-»konstanten«. Der gælder: (1) hvor v er hastigheden af m1, og r er den
øjeblikkelige afstand mellem
m1 og m2. (2) Dette udtryk kan yderligere omformes til: (3) Da der er tale om en centralkraft, gælder der impulsmomentbevarelse, dvs. der gælder: (4) Af ligning (4) fås: (5) Dette udtryk indsat i (3) giver for den relative forøgelse af r følgende udtryk: (6) (Ekspansionsformlen)
For den relative variation af hastigheden har vi følgende udtryk:(7)
Ligning (6) angiver den radiale hastighed, hvormed to graviterende masser i
afstanden r ekspanderer fra
hinanden. Relationen er en teoretisk udledning af den kosmologiske
Hubblerelation! (8) og at denne værdi er nogenlunde konstant i vor epoke. For jordradiens forøgelse får vi med r = 6400 km: (9) Benyttes ligning (6) på jord-måne-systemet, beregnes en tidslig afstandsforøgelse af størrelsen: r = 384,4 · 10³ km. (10) Laserlysforsøg viser, at afstanden til månen forøges med ca. 5 cm/år. Resultatet i (10) giver kun det bidrag, der skyldes en aftagende gravitation. Resten skyldes andre gravitationelle virkninger, såsom »tide«-kræfter. Palæomagnetiske analyser har vurderet en øvre grænse på 0,13 mm/år for Jordens radiusforøgelse, i god overensstemmelse med talværdien i (9). Talværdien i (9) afhænger af nøjagtigheden i bestemmelsen af . (Reference: Mcelhinny et al. Nature, 271, 316-321, (1978)).
Jordens ekspansion og jorddøgnets forlængelse. KontinentaldriftEfterhånden som gravitationen aftager, vil jorden - og alle andre kloder - »puste« sig op med det resultat, at massen bliver fordelt længere og længere fra omdrejningsaksen. Dette bevirker, at rotationshastigheden bliver mindre og mindre (sammenlign med skøjteprinsessen, der strækker armene ud for at mindske sin rotationshastighed). En lavere rotationshastighed er ensbetydende med, at jorddøgnet bliver længere. Jorden bremses langsomt op! Med fagtekniske ord forøges jordens inertimoment, efterhånden som dens radius vokser.I det følgende vil jeg udlede en formel, der giver en sammenhæng mellem jordens rotationstid omkring sig selv til et bestemt tidspunkt og den til dette tidspunkt hørende gravitations- »konstant«. Da gravitations-»konstantens« størrelse afhænger af universets aktuelle alder, gives også en direkte sammenhæng med denne. Jordens impulsmoment Lj kan udtrykkes ved dets inertimoment med hensyn til omdrejningsaksen og vinkelhastigheden sådan: (11) Hvor I er inertimomentet, og er vinkelhastigheden. Idet vi antager, at impulsmomentet holder sig konstant ved »oppustningen«, gælder der: (12) Inertimomentet af en kugle er givet ved: (13)
hvor mj er jordens masse og R dens øjeblikkelige
radius. (14) Idet der gælder: (15) får vi ved sammenkobling af formlerne: (16) Denne ligning integreres, og idet t1 og t2, hvor t2 > t1, er to tidspunkter, får man: (17) Idet sammenhængen mellem og rotationstiden er givet ved: (18) kan vi udlede følgende udtryk: (19) Den aktuelle talværdi af gravitations-»konstanten« afhænger af universets aktuelle alder. Denne sammenhæng er bestemt ved formlen: (20) hvor G0 er universets initielle gravitations-»konstant«, og t0 er elementartiden. Benyttes dette udtryk for gravitations-»konstanten« G i udtrykket for rotationstiden, får vi følgende formelsammenhæng: (21)
Denne formel kunne i øvrigt være udledt direkte ud fra
impulsmomentbevarelse. Vi vil beregne et par
taleksempler. Først vil vi beregne den rotationstid
, som jorden
havde i devontiden for ca. 400 millioner år siden. Idet vi
benytter talværdierne: (22)
Analyser af koraller fra devontiden viser, at de havde flere og tyndere kalklag, end de samme
koralarter har i vor
epoke. Idet hvert kalklag svarer til et jorddøgn, har man udregnet (med megen
usikkerhed), at jorddøgnet
var på ca. 22 timer. Da jorddøgnets længde også bestemmes
specielt af månens
tyngdekrafttræk i den faste og flydende jordskorpe med opbremsning til følge,
passer ovennævnte
beregning ganske godt, idet en mindre talværdi end 24 timer skulle have været
benyttet. Visse forskere har analyseret den relative tidslige aftagen af jordens vinkelhastighed . Den observerede værdi er angivet til: (16a) En relativt stor effekt er bestemt af de gravitationelle »tide«-kræfter fra specielt månen og solen. Denne effekt bidrager med en talværdi af størrelsen: (16b) altså ikke nok til at forklare den observerede værdi! Men hertil kommer så et bidrag fra den aftagende gravitation. Dette bidrag kan udregnes af formel (16), og vi får: (16c) Kombineres disse to bidrag, får vi: (16d) altså en ganske god overensstemmelse med den observerede værdi!
Aftagende gravitation og masse - lysstyrkerelationen for stjernerEnergiudstrålingen fra en stjerne (eller en galakse) viser sig at være meget afhængig af stjernens masse m og gravitations-»konstanten« G. Det kan vises, at der gælder følgende sammenhæng mellem den energiudstrålende effekt P og m og G. Relationen kaldes som regel for masse-luminositetsrelationen:(23) k1 er en systemafhængig proportionalitetskonstant. Relationen er uafhængig af specifikke energiproducerende processer. Lad os beregne forholdet mellem energiudstrålingen til to forskellige tidspunkter svarende til to forskellige talværdier af gravitations-»konstanten«, dvs. til to forskellige aldre T1 og T2 af universet. Vi kan således opskrive brøkforholdet: (24) Hvis massen antages at være ens til de to tidspunkter, dvs. m(T2) = m(T1), da har vi: (25) Indsættes udtrykket for G's aftagen med universets alder, fås: (26)
Af ligning (26) ser vi, at energiudstrålingen af et objekt, der befinder sig langt fra os -
eksempelvis en quasar -
er meget større, idet lyset fra dette objekt blev sendt af sted på et tidspunkt,
hvor gravitations-
»konstanten« var større, svarende til en lavere alder af universet. (27) Det gælder også, at massefordelingens udstrækning afhænger af G, således at denne var koncentreret inden for et mindre område i tidligere epoker. Der gælder nemlig følgende relation: (28) For to universaldre gælder da: (29) Med de samme aldre som ovenfor får vi for udstrækningen i en tidligere epoke: (30) Hvis vi i formlerne (26) og (29) benytter talværdierne T1 = 106 år og T2 = 10,5 · 109 år, får vi for henholdsvis energiudstrålingen og objektets udstrækning følgende værdier svarende til universalderen T1 = 106 år: (31) (32)
Vi ser af udtrykkene (31) og (32), at desto længere borte og dvs. desto yngre objekter,
vi observerer, desto
større energiudstråling og desto mindre udstrækning har
disse objekter. Disse forhold
er netop gældende for de såkaldte quasarer, nemlig at de udstråler enorme
energimængder fra
et relativt lille område. Quasarerne vides også at befinde sig i de yderste dele af
vort univers, dvs. vi
observerer objekter, der er meget »unge«. Den ovenfor givne redegørelse
kan således
være løsningen på quasarproblemet! Af udtrykkene i (23) og (28) kan vi bestemme den relative tidslige variation af P og R. Vi får: (33) og (34) Da og er aftagende funktioner med tiden, ser man, at aftager med tiden, og vokser med tiden.
EfterskriftDen her fremlagte teori giver løsningen på de store tals 'mysterium', idet N spiller rollen som en kosmisk evolutionsoperator, hvis talværdi ved universets fødsel var lig med 1.Teorien er i overensstemmelse med Machs princip, idet den sammenkobler mikro- og makrokosmos! Teorien giver også et svar på 'eksistensen af en tidens pil', dvs. det faktum, at tiden kun går i en retning. Dette er opfyldt i og med, at det kosmiske rumkvantetal og dermed det kosmiske tidskvantetal springer fra tallet 1 og op igennem større og større tal.
(1a)
Vi ser, at den matematiske form er fuldstændig identisk med
formeludtrykket for den gravitationelle
-felt-kraft, der er givet ved:
(2a)
I formlerne er den gravitationelle
masses hastighed i -feltet.
-feltets størrelse og retning
er således identisk med
.
(3a)
hvor K er den dynamiske koblingskonstant til
-feltet. Idet vi sætter N =
, fås for
masse-afstandsforholdet:
(4a)
En nærmere analyse, hvor der tages hensyn til feltets endelige
udbredelseshastighed, K's variation og en
nøjagtigere geometri, vil bekræfte ovenstående.
(5a)
hvor er accelerationen og
den resulterende kraft.
(6a)
hvor skal løbe
over rumkoordinaterne. Der skal summeres over
. Da den
universelle massefordeling omkring en partikels bane mest sandsynligt vil være
asymmetrisk, vil den inertielle
masse være anisotrop. Dette giver mulighed for en bekræftelse af
ovenstående, idet man meget
nøjagtigt skal måle en partikels inertielle masse, når denne
bevæger sig i forskellige
retninger.
Louis Nielsen
|